VORES SLUT OG DELMÅL
Undervisningen på Guldbæk Friskole er inddelt i 45 minutters lektioner, men med få lærerskift og modulopdelt undervisning, oplever eleverne helhed og ro i hverdagen.
En fri grundskole skal give en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i Folkeskolen. Med henvisning til lov nr. 336 af 18. maj 2005, skal de frie skoler fastsætte slutmål, delmål samt udarbejde undervisningsplaner, der er i overensstemmelse med skolens overbevisning og tilrettelæggelse af undervisningen.
Guldbæk Friskole har egen læseplan for faget tema, mens vi i de øvrige fag følger “Forenklede Fælles Mål fra Undervisningsministeriet, herunder også målsætning for fagene.
Folkeskolens Forenklede Fælles Mål:
Fagformål for Temafaget
Overordnet formål.
Vi har på Guldbæk Friskole valgt at have en kontinuerlig temaundervisning gennem hele året. Det giver mulighed for en større fordybelse og dermed et større læringsmæssigt udbytte.
Temaundervisningens overordnede formål er at danne meningsgivende læringsprocesser for elever på alle klassetrin.
I temaundervisningen oplever børnene en optagethed af et emne, der bringer dem langt ud over faget. Der er tid til at forfølge et emne på tilfredsstillende vis, og det er denne interesse i verden og livet vi gerne vil fremelske. Faglig udvikling prioriteres højt – der arbejdes med forforståelse og elevernes virkelighed, som udgangspunkt for faglig forståelse og anvendelse. Fagenes indhold arbejdes ind i temaerne, så eleverne oplever helhed og sammenhæng med udgangspunkt i det enkelte tema.
Temaundervisningen giver ligeledes en social gevinst på tværs af klasserne, idet eleverne i nogle temaer arbejder side om side på alle klassetrin. Det er en stor tryghed blandt de mindre elever at de kender de store og ved at de kan få hjælp fra den kant, også i dagligdagen. Det er ligeledes med til at udvikle ansvar blandt de større elever, at de lærer at tage sig af de mindre. Nogle gange prioriteres det dog at dele eleverne, så en større faglig fordybelse opnås.
I praksis.
Alle temaer begyndes med en
- introduktion. En oplevelse, hvor eleverne får så bred en berøring med emnet som mulig og dermed får mulighed for at blive nysgerrige efter mere viden.
- Efter opstart laver eleverne en fælles “brainstorm”, hvor alle får mulighed for at spørge ind til emnet og formulere spørgsmål og undren, der bringer undervisningen et skridt videre.
- Der fremlægges to gange om året i tema. En gang i grupper og en gang individuelt. Der kræves forskelligt på forskellige klassetrin, og eleverne går fra at vise noget enkelt frem i de små klasser til slutteligt at fremlægge dybdegående foran sine kammerater i det selvvalgte gennemarbejdede stof.
- Evaluering. Både ved gruppe- og individuelle fremlæggelser laves en logbog over arbejdet. Denne bruges bl.a. til at evaluere elevernes indsats gennem forløbet, såvel som selve fremlæggelsen evalueres. Alle temaer evalueres ved afslutningen af temaet enten mundtligt eller skriftligt. Dette gælder også temaer uden fremlæggelse.
- I løbet af året vælges der mellem tre eller fire temaer, som eleverne fordyber sig i på ugentlig basis i 6 lektioner.
Fagformål.
Undervisningen dækker over følgende fag: Dansk, historie, madkundskab, billedkunst, håndværk og design, musik samt natur/teknik.
Årets temaer vælges, så de tilgodeser alle fag og fagformål, og er det ikke muligt bruges specielle kursusuger til at bidrage til at dække fagene ind. Målene skal være opfyldt efter 6.klasse.
Fag Formål (fra fællesmål, EMU)
Dansk |
Eleverne skal kunne læse og forholde sig til især faglige tekster med henblik på at opnå og videregive viden. De skal kunne udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer. De skal kunne kommunikere med bevidsthed om sprogets funktion i overskuelige formelle og sociale situationer |
Historie |
Eleverne skal kunne sammenligne væsentlige træk fra historiske perioder. De skal anvende kilder til at opnå viden og senere hen kunne tage udgangspunkt i problemstillinger og være kildekritisk ift forskellige fortolkninger af historien. De skal kunne perspektivere egne og andres historiske fortællinger i tid og rum. |
Madkundskab |
Eleverne skal vide noget om sundhed, kvalitet, smag og bæredygtighed i forhold til madlavning. De skal kunne lave mad med rigtige teknikker og få erfaring med mad ift værdier, kultur og levevilkår. |
Billedkunst |
Eleverne skal kunne udtrykke sig i plane,rumlige og digitale billeder og senere hen kunne eksperimentere i billeder med vægt på tematiseringer. De skal kunne samtale om egne og andres billeder og senere hen vurdere billeders anvendelse inden for forskellige kultur- og fagområder. De skal kunne udtrykke ideer og betydninger visuelt. |
Håndværk og design |
Eleverne skal anvende værktøjer, redskaber og maskiner forsvarligt til forarbejdning af materialer. De skal kunne forarbejde materialer i forhold til produktets form, funktion og udtryk. De skal arbejde med enkle designprocesser knyttet til egen produktfremstilling. |
Musik |
Eleverne skal udfolde sig selvstændigt i sang, spil og bevægelse. De skal arbejde med at komponere og arrangere musikalske udtryk. De skal kunne lytte opmærksomt til og udtrykke sig varieret om musik fra forskellige genrer, kulturer og perioder. |
Natur/teknik |
Eleverne skal kunne gennemføre enkle undersøgelser på baggrund af spørgsmål og egne forventninger og senere hen på baggrund af begyndende hypotesedannelse. De skal kunne designe enkle modeller. De skal kunne perspektivere natur/teknologi til omverdenen og aktuelle hændelser. De skal kunne kommunikere om natur og teknologi. |